Den 25-11-2009

           

 

      

 Kirken er normalt åben fra 08.00 - 16.00                   

Talrige fund i lokalområdet viser, at der har boet mennesker her i tusinder af år. Både syd og nordøst herfor har ligget bopladser. Mod vest – tæt ved kirken - findes 4 stensatte jernaldergrave. Ved kirken står 2 runestene og lige syd for kirken er der fundet en stenøkse samt en sten med skåltegn fra bronzealderen. Igen og igen mindes man om, at vi har en historie, som går langt bagud. Omkring år 1000 antog danskerne en ny tro, som et par hundrede år senere havde sat sig synlige spor i landskabet i form af omtrent 2000 landsbykirker. Der blev også bygget her. Hvornår vides ikke. Fundet af en mønt i kirken fra Svend Grathes regeringsperiode i årene 1146 – 57 er alt for spinkelt et grundlag at drage konklusioner om bygningstidspunktet på, men det er sikkert sket under den store bygningsperiode mellem år 1150 og 1250. 

Endnu før bygningen af stenkirken har der rimeligvis været en trækirke, måske bygget ovenpå eller lige ved et gl hedensk offersted. Denne første kirke er siden blevet erstattet af en romansk stenkirke. Lokale stormænd kan have været bygherrer – kirkestiftere. 


I århundrederne derefter er der blevet foretaget tilbygninger og ændringer, så kirken i dag fremtræder som en stor landsbykirke – traditionelt med kor i øst og tårn mod vest - godt 37 m lang, mere end 8,5 m bred og visse steder med 2 m tykke mure - med romansk apsis, kor og skib og med sengotiske tilbygninger fra perioden efter år 1400 – vestforlængelse og tårn, sakristi ved korets nordside og våbenhus udenfor syddøren. 


Ved reformationen blev kirken overdraget til kronen, som i 1687 afstod patronatsretten til greve Mogens Skeel fra herregården Fussingø. Ø.Bjerregrav kirke var en af de 8 kirker, som Fussingø ejede. Herremanden fik kirketiender og landgilder mod til gengæld at vedligeholde kirkerne. Kirken overgik til selveje i 1916. Fra omkring år 1575 var Ø.Bjerregrav hovedsogn i et trekirkepastorat, med Tånum og Ålum som annekssogne. Tånum blev udskilt den 11 marts 1876. 

 

          


Kirkens ydre 
Indgangen til kirkegården – kirkegårdsportalen - er sengotisk med køreport og låge. 
Der har tidligere sikkert været en kirkerist – en jernrist anbragt over en muret eller jordgravet grube – for 
at holde løsgående dyr ude fra kirkegården. 


Ældst er skib og kor, som formodentlig er bygget i den ovennævnte store bygningsperiode. Lokalt indsamlede marksten er blevet til kvadre og en bygning med meget fine detaljer. Man bemærker den usædvanlige dobbeltsokkel og granitgesims på de dele af kirken, som er øst for våbenhuset.


Sakristiet er en sengotisk tilbygning. Det har tegltag. En romansk vinduesoverligger er efter ombygning i tidligere tid blevet genbrugt og indmuret for neden i sakristiets østmur – endog omvendt.
Den nuværende dør er fra 1979. Over døren til sakristiet bemærkes udvendigt en rest af en gl. bue. I taggavlen er der en dekoration med tre højblændinger, den i midten rundbuet, de ydre skråt afskåret. Der har formodentligt tidligere været kamtakker på sakristiet.


To portaler har i middelalderen givet adgang til kirken, mandsdøren i syd og kvindedøren i nord. Nordportalen er enkel retkantet og på et tidspunkt blevet tilmuret med røde sten. 
En søjlebase af granit blev under restaureringen i 1937 fundet som fyld og muret ind i bunden af nichen. Hvor har den tidligere været? Måske rest af en forsvundet præstedør? Det var ikke usædvanligt, at der var specielle præstedøre i koret. Forsvandt den i Ø.Bjerregrav, da sakristiet blev bygget til? Eller kan søjlebasen sættes i forbindelse med en nedbrudt romansk korbue? 


Lige til højre for den tilmurede nordportal ses et hjørnefremspring – formodentligt en del af et tidligere romansk tårn. Det er her, at bygmesterne har arbejdet på at forlænge uden at gøre så meget ud af detaljerne. Soklen er en alm skråkantssokkel som kan ses på mange af de jyske kvadrestenskirker.
Det sengotiske vesttårn er overvejende af munkesten. Gavlene vender i nord-syd. Nordgavlen har tre rundbueblændinger, medens sydgavlen er glat. Det er givetvis bygget i den sene middelalder i perioden mellem år 1400 og 1500, men det har sandsynligvis erstattet et ældre tårn, som er blevet opført i kirkens første tid. Det kan så være blevet revet ned, fordi skibet skulle bygges længere på grund af stigende befolkningstal. Rester af det gamle tårns fundament, vestgavlen og en muret bænk er fundet i gulvet i skibet umiddelbart til venstre for indgangen i 1979. De normale sengotiske kirketårne er i modsætning til de romanske af en meget ensartet type - det er umiddelbart ikke nemt at komme med et kvalificeret gæt på det første tårns udseende i Ø.Bjerregrav. 


Ombyggeriet har givet et overskud af sten, som i flæng er blevet genbrugt både udvendigt og indvendigt. Det kan være sten fra den gamle vestgavl, sten fra tårnet og endelig sten fra koret, da der blev bygget sakristi. Vinduesoverliggerne, som nu er indmuret indvendigt i våbenhusets østmur og i det gotiske tårns sydmur, har en udformning, som viser, at de har siddet over vinduer med to gluglignende åbninger. Tilsvarende vinduesoverliggere findes ved et par romanske tårnanlæg på Djursland: Nødager og Ø.Alling.
I kirkens første tid har der sikkert været en indvendig trappe i murværket til det første tårn. Senere blev der lavet opgang til det andet tårn i våbenhuset – og i 1937 opsattes en udvendig stige i nordsiden. Den er siden blevet udskiftet med en mere sikker fritrappe, som fører til tårnets mellemstokværk. På sydsiden af tårnet ses en genanvendt indmuret overligger med sløjfeornament – inspireret af nordisk gribedyrsornamentik fra vikingetiden - til et romansk dobbelbuevindue. Bemærk hyldebusken i overliggeren.

Hyldebusken på kirkemuren.                                                                                                                                       ”Hyldemor, hyldemor. Tillad mig at skære af din skov”. Sådan spurgte man i gl dage pænt, hvis det var nødvendigt at beskære en hyldebusk. Hyld har i folketroen haft en høj status, nærmest været et helligt træ, som man ikke skulle komme på kant med. Det var en elsket plante indenfor folkemedicin og ifølge folketroen beskyttede den mod ildebrand. Blev busken fældet, ville gården brænde. Måske betyder hyld hul. Det er en gren, som har mistet marven. I Frankrig brugte druiderne – de gamle magikere - hyldefløjter til at kommunikere med de døde. Der har således været megen overtro omkring hylden. Den kristne kirke prøvede at bryde den ved at fortælle, at Judas hængte sig i et hyldetræ. Visse træer og buske på kirkegårdene er tidligere blevet tillagt stor værdi – og voksede de på kirken, var de stærkest. Små grene af sådanne rønnetræer blev skåret af ved midnatstide og brugt som værn mod sygdom og gengangere

 

                        

  

I tårnets sydside ses en dør. Det er indgangen til en gl.tårnniche. Klokkeren betjente tidligere rebet til kirkeklokken herfra, men det hørte op, da lokale spøgefugle efter sigende morede sig med at ringe på alternative tidspunkter. Der blev først sat en dør for i 1930, hvorfor der var nem adgang til klokken. I dag ringes fra tårnets underrum. Tårnnichen kan oprindeligt måske sætte i forbindelse med den indvendige trappe til tårnet, som fandtes i mange romanske tårne. Muren er her i denne del af kirken tilsyneladende opsat lidt lemfældigt. Kvadrene er ikke tilpasset hinanden og det har været nødvendigt at indsætte mindre sten for at få det til at passe. 


Våbenhuset er senmiddelalderligt. Også det er opbygget af kvadre, hvilket ikke er helt almindeligt. På dette tidspunkt havde munkestenene fundet udbredelse. Om kvadrene er hugget til lejligheden eller evt kommer fra et andet sted, lader sig ikke afgøre. Våbenhuset har en glat ommuret gavl. Den udvidede fladbuedør er fra 1937. 

På oprindelig plads er bevaret i alt 3 romanske rundbuevinduer – i apsis et mod øst og i skibets nordside 2. Østligste vindue i skibet mod nord har i 1937 fået indsat en overligger og er blevet tilpasset de øvrige. Vinduet kaldes ifølge overleveringen Swanes vindue, da det oprindeligt var med træramme og ind-sat i perioden 1860-68, hvor den senere biskop over Viborg stift, Hans Jørgen Swane (1821- 1903) var provst for Middelsom -Sønderlyng Herred. Reglen er, at koret i kvadrestenskirker ofte har tre vinduer: et mod nord, et mod øst og et mod syd. Tilføjelsen af et sakristi har givetvis ”kostet” nordvinduet i den oprindelige romanske kirkebygning.

Kirken har saddeltag og er – med undtagelse af sakristiet og våbenhuset, der har tegltage – tækket med bly.

Runestenene ved kirken 

                                         

Sten 1 ( placeret udenfor kirken, øst for våbenhuset) har teksten: ”Tove rejste denne sten efter Tomme sin mand, en (god) thegn. Han … Tvegge Hen”
Sten 2: (placeret i våbenhuset): ”Gyde rejste denne sten efter Thorbjørn, sin ægtefælle, en meget god thegn. Men Thord ristede disse runer.”


De to sten har sammen og hver for sig tidligere været placeret både udenfor og inde i våbenhuset. De dateres til sen vikingetid, sidst i 900-tallet. Den første oplysning om sten 1 stammer fra 1868, hvor den lå i våbenhuset under indgangsportalen, d.v.s som tærskelsten. Da den blev taget ud i 1884, viste den anden sten sig; den lå i jorden uden kontakt med fundamentet. Stenene er rejst af kvinder over deres ægtemænd, som begge har været thegner. Betydningen af ordet thegn er lidt usikker. Det har været en mand med magt og indflydelse i lokalområdet. Det kan have været en stormand eller måske en mand, som var knyttet til kongen og centralmagten som embedsmand eller officer.

Stenene er ikke egentlige gravsten, men mindesten, som var sat for at blive set. De var placeret, hvor folk færdedes f.eks ved samlingssteder, veje og vandløb. Hvor de to sten oprindeligt har stået er ikke til at afgøre. De kan have været på den jord, hvor kirken senere er bygget, men kan også havde været et andet sted indenfor sognets grænser. En placering – også oprindeligt – på kirkens grund antyder en sammenhæng mellem vikingetidens stormænd og kirkebyggeriet. De kan også slet og ret havde været betragtet som velegnet byggemateriale, måske enten med den bagtanke, at man dermed trådte et hedensk monument under fode eller omvendt for at skabe kontiniuitet mellem det gamle og det ny – måske endog et forsøg på at lukke en afdød slægtning ind i det kristne fællesskab.

Kirkens indre

Våbenhuset 
Våbenhuse kan have haft flere funktioner. De har tjent som opbevaringssted for våben, da sådanne ikke måtte medbringes i kirkerummet. I nogle kirker har borgervæbningen haft depot i våbenhuset. Det er blevet brugt som samtale og undervisningsrum, til skriftemål og som læ for barselskoner. I nogle er der blevet opbevaret knogler fundet på kirkegården og det kan også have være stedet, hvor ligbåren havde sin plads. 


Inde i våbenhuset i Ø.Bjerregrav fanges blikket straks af den jernbeslåede egetræsdør indfattet af den statelig portal med seks søjler. Søjlernes bund og top – terningbaser og kapitæler - er dekoreret med figurer og mønstre, hvoraf flere ikke ses andre steder. Der findes i Danmark kun 6 kirker med denne portaltype, alle liggende i et bælte, som mere eller mindre følger den gl kongevej fra Viborg til Randers, hvorfor de også benævnes Viborggruppen. De andre kirker er Rybjerg, Tapdrup, Vinkel, Vorning og Ålum. Portalen understreger, at man nu går fra den verdslige verden ind til det guddommelige. Den er blevet omsat i 1883 og der er derfor beton for begge ender af overliggeren. Tymfanonstenen er uden relieffer.

I vestmuren ses en niche. Hvad den er blevet benyttet til er usikkert.  Sådanne nicher er ikke usædvanlige i koret hvor der kan have været indsat små skabe, men de er til gengæld meget sjældne i våbenhuse. Nationalmuseet har valgt at betegne den som en "gemmeniche"
Væggen i våbenhuset, ind mod skibet, hjørnet mod vest, har udgjort et hjørne af det gamle tårn. To granitoverliggere for dobbeltvinduer er indmuret forneden i østvæggen og en er i vestvæggen. Der er indsat rullesten i hullerne som øjenæbler. De to overliggere i østvæggen kan have været placeret ved korvinduerne , men er siden blevet fjernet, ført væk, placeret andetsteds - en indberetning til Nationalmuseet siger Randers! - og først bragt tilbage til kirken i 1897-98 og indmuret i våbenhuset. Der er åben, brunbejdset tagstol af nyere dato.

Præstetavlen                                                                                                                                                                 Præstetavlen er fra 1937. Den har indtil 1979 været anbragt på skibets sydvæg ved indgangsdøren. Tavlen omtaler kun navnene på stedets sognepræster, men ikke kapellaner (hjælpepræster). Den første, som nævnes med navn er Christen Pedersen Iuel død 1576, men en ”Gæsteriliste” fra Viborg (en opgørelse over præsters bidrag til stiftet) omtaler allerede en kapellan ”Her Laurids udi Biergraff” i 1545. Måske den præst, som herremanden på Fussingø Albret Skell i 1557 anklagede for uduelighed. Flere præster skiller sig ud: Anders Iepsen Schiwe (1683-1716) var ikke alene en god prædikant, men han ivrede også for ungdomsarbejdet, ligesom han stod bag byggeriet af et stuehus og en stald. Christian Mathiesen Faber (1731-1759) som havde et slet forhold til herskabet på Fussingø, var ”heftig, en vanskelig ægtefælle, streng fader og husbonde” – og kunne ej heller frikendes for at være hævngerrig – men så i øvrigt ellers i besiddelse af flere gode egenskaber!! Han døde midt under en lang strid med sin hjælpepræst om formalia omkring en trolovelse. Christian Brandt (1789–1821) stod i lærdom og veltalenhed noget tilbage for sine to forgængere, men han var i stedet en ypperlig økonom som samlede sig en betydelig formue. Carl Emil Anton Christiani (1846-1871) omtales senere, men blev kaldt Danmarks mest veltalende præst og kirkegængere kom langvejs fra for at høre ham. Provst Andreas Fabricius Krarup Vilstrup ( 1878-1905) var tidligere seminarieforstander for Ranum Seminarium, flittig skribent og forfatter til mange undervisningsbøger. 
Pendlerne i våbenhuset er fra 1979
Bemærk den gamle lås på indersiden af fladbuedøren.

Skibet.
På et tidspunkt blev skibet forlænget mod vest med overvejende anvendelse af kvadre og med endnu et rundbuet vindue i nordsiden. Skibet har bjælkeloft, basilikaloft. Gulvet i gulflammede maskinsten er fra 1937. 
Indsamlingsbøssen er en af i alt 8 opsat af herskabet på Fussingø i de 8 kirker, som greve Mogens Skeel i 1687 fik patronatsretten over.


Kirkeskibet 
Der er omkring 1300 kirkeskibe i Danmark og der hænges stadig nye op. Skikken er opstået i landende omkring Middelhavet og har så bredt sig op gennem Europa. Et skib kan være et votivskib – ”votum” er latin for ”løfte” – skænket som tak for f.eks frelse på havet under storm. Det kan være en taknemmelighedsgave efter f.eks mange års virke, en standsgave fra f.eks en gruppe skippere eller en mindegave skænket til minde om en begivenhed eller en enkeltperson. Kirkeskibet i Ø. Bjerregrav er det sidstnævnte. Det er en tre-mastet skonnert, ”Murer Jørgen Jensens Minde” , bygget af gasværksarbejder i Hobro Frederik Schiøtt og skænket til kirken af Schiøtt og hustru. 

                                          

Det blev ophængt i efteråret 1926 efter Jørgen Jensens død. Han blev født i O.Fussing den 7 juli 1861 og døde i Ø.Bjerregrav 64 år gammel den 16 marts 1926.

Maleriet på nordvæggen 
Maleriet benævnt ”Den opstandne Kristus”, er signeret Carl Langhorst, München, 1903 (eller 1908). Det har tidligere tjent som alterbillede. Det er blevet beskåret hårdt og har ligeledes på et tidspunkt været gennem en hård rensning. Carl Langhorst (1867-1940) var i München elev af den berømte amerikanske maler Carl von Marr, som blev professor på Det kongelige Akademi, ligesom Langhost også var elev af Gabriel von Hackl (1843 -1926) fra Akademiet for Billedkunst. Langhorst virkede især som genre- og portrætmaler for fyrstehofferne af Schaumburg-Lippe, Oldenburg, Mecklenburg, Sachsen-Altenburg og Anhalt. Det er skænket af grevinde Scheel Plessen. 

Prædikestolen 
Prædikestolen er et tidligt renæssancearbejde og dateres ifølge en versalindskrift til 1591. Den er på tre fag delt ved dobbelte, joniske søjler mellem fremspring, som i det høje postament prydes af løvemasker, mens den lave frises fremspring er glatte. Den fremtræder i blank egetræ, hvortil enkelte profilled er forgyldt eller forsølvet. Hertil kommer en rig indlægning af træ i lysere eller mørkere tone. Hermed tegnes stjerner i den øverste del af storfelternes arkader, mens indramningen af dem og fremspringene er lagt med felter. Endvidere er de latinske versalindskrifter i frise og postament udført som indlægning af træ i løst indsatte felter. I frisen læses følgende indskrift på latin med forkortelser: VERBVM DNI / MANET IN/ ETERNVM: ESA40 - ”Herrens ord forbliver i evighed: Jesajas 40”. I postamentet læses: M: PETRVS CASPARI W HANC CATHE ANNO DNI: V DRAM: F: F: 1591: MB:A:F 
“Magister Peter Caspersen W lod denne stol lave I det Herrens år 1591”
Det kan næsten ikke være andre end kirkens præst magister Peder´Jespersen Wiborg, men navnet Caspari skaber lidt usikkerhed.  

Døbefonten 
Døbefonten er en enkel romansk stenkumme af granit uden dekorationer og alle spor af den formodede oprindelige bemaling er forsvundet. Den kan sikkert dateres til kirkens ældste tid. Oprindeligt har den nok haft en mere central placering i skibets længderetning – måske mellem de to indgangsportaler. I kummens bund ses det hul, som man brugte som afløb for dåbsvandet
Dåbsfadet er af messing er fremstillet i sydtyskland omkring år 1575. Motivet i midten forestiller Maria Bebudelse.


Kirkebænke. 
Stoleværkets stader har gavle med muslingemotiver i snitværk i deres rundbuede topstykker, og de lukkes af fyldningslåger. Disse dele af fyrretræ er formentlig fra 1800 årenes midte, mens fyldningsrygstød og fyldnings-paneler langs nord og sydmur er af yngre dato. De korte bænke helt bagest er fra 1979-80. Øverste bænk i sydsiden er degnestolen.

Mindetavlen over to faldne fra 1864. 
På skibets nordvæg minder en indhugget marmorplade om, at krigen i 1864 ikke gik sporløst over Ø.Bjerregrav. I efteråret 1863 mobiliserede hæren. Blandt de indkaldte var 2 mænd; Jacob Lassen født på Bjerregravholm den 1 december 1838 og Peder Jensen født den 12 februar 1840 i Nedre Bjerregrav. 

Jacob Lassen blev menig nr 279 ved 12 infanteriregiments 7 kompagni. Regimentet blev ikke indsat i kampene, da det for en stor del bestod af slesvigere, hvis loyalitet blev anset for at være tvivlsom. I stedet blev det fra 6 marts fast stationeret på Kjær Halvø. Jacob Lassen blev imidlertid syg og døde d. 5 maj 1864 af tyfus på Nordborg Lazaret. Det var specielt indrettet til feber- og tyfusramte patienter. Han blev sammen med 5 andre soldater fra lazaretet begravet på Nordborg gl kirkegård tæt mod kirkens nordside den 12 maj 1864. Her ligger i alt 45 danske soldater . Der er rejst en høj sandstensstøtte med marmorplade. Jacob Lassen er – ligesom i flere optegnelser - fejlagtigt angivet som Larsen. Gravene er i dag udjævnede og mindestenen er flyttet over på den ny kirkegård.

Peder Jensen var som menig nr 356 ved det 9 infanteriregiments 4 kompagni med i den 8 Brigade, som blev regnet for at være en af den danske hærs kerneenheder. Brigaden sikrede bl.a. ved Sankelmark tilbagerykningen fra Dannevirke, kæmpede ved Fredericia og blev den 18 april sat ind ved et heroisk modangreb ved Dybbøl Mølle og terrænet syd herfor.                                                                                                                                        

Det var en hård kamp på bajoneter, kolbeslag og knytnæver og tabene var forfærdelige; næsten halvdelen af styrken på 3000 mand blev dræbt, såret eller tilfangetaget. Peder Jensen blev meldt savnet og formodes at være begravet i en af massegravene ved Dybbøl. 


Jylland blev besat og Ø.Bjerregrav var i flere måneder besat af soldater fra Augustagarden. Mens forfatteren og præsten Morten Pontoppidan i sin erindringsbog ”Minder og Oplevelser” (1922) beretter om skikkelige fremmede soldater i Randers, forholdt det sig det sig tilsyneladende anderledes i Ø.Bjerregrav. Her placerede fjenden størsteparten af sine heste og vogne – ”trænet” - op imod 30 heste pr gård. Hver dag ankom nye heste, som prøjserne havde taget rundt omkring. Marker blev ødelagt, fordi de blev inddraget til ridebaner. Skolegangen blev indstillet, de to skolestuer blev brugt som vagtstue og arrestlokale. Der var vagtposter ved alle indfaldsveje. Mange var skræmte over besættelsesmagtens fremfærd, og sognepræsten Christiani følte en afmægtig harme over krigens gang og besættelsen. Hans præstegård var omdannet til militært hovedkvarter. En opgørelse, som han afleverede i december 1864 viser, at han under besættelsen bl.a havde ydet ”mundforplejning” til i alt 108 menige, havde haft en officer boende i 150 dage og havde haft i alt 856 heste opstaldet. Han talte åbent om krigen og kunne ikke få lov til at gå nogen steder uden at blive ledsaget af en bevæbnet prøjsisk vagt. Det var hårde tider. 

Alligevel var der nogle lokale som samarbejdede. Christiani skrev nogle vrede bemærkninger om det i kirkebogen. Efter hans flytning i 1871 til Nysted fik nogle af sognets beboere kendskab til det og rejste en sag, som endte i Kultusministeriet i København. Christiani måtte give en undskyldning og de pågældende sider blev skåret ud og brændt!! Det var et meget drastisk skridt, da der på daværende tidspunkt skulle en særlig tilladelse til for blot at overstrege et forkert stavet ord i kirkebogen. 

Lysekroner 
Østligste krone i skibet er skænket af gørtler H.C.Christensen og frue d.5/9 1908 på deres 30-års bryllupsdag. De boede i Ålborg, men hun kom fra Ø.Bjerregrav. Den er af messingplader og ca 100 cm bred og 105 cm høj.
Kronen i midten er skænket af Peder og Katrine Kaarup, Ø.Bjerregrav 1978 og fremstillet af gørtler Poul E Thulstrup, Randers. Den er af massiv bronze og måler 135 cm i bredden og 100 cm i højden.
Vestligste krone er skænket af provst Vilstrups børn og børnebørn på provstens 100-årsdag den 17 juni 1924 og taget i brug på årsdagen i 1925. Den er af massiv bronze og måler 85 cm i bredden og 85 cm i højden. Da der først blev indlagt elektricitet i 1930, har to af kronerne oprindeligt været beregnet til stearinlys. Væglampetterne i skibet er fra 1979. 

Tårnets underrum og orglet 
Det sengotiske vesttårn er hovedsageligt af munkesten og har krydshvælvet underrum. Orglet er bygget af Jensen & Thomsens orgelbyggeri, Hillerød – 8 stemmer, fordelt på eet manual og pedal. Bygget i 3 sektioner med pedalstemmen anbragt i de to sidetårne. Alle tre orgelhuse samt subbassens piber er udført i egetræ. Ikke et typeorgel, men tegnet og bygget specielt til Ø.Bjerregrav kirke. Det blev taget i brug Allehelgenssøndag den 2 november 1975. 
Det afløste et elektronisk orgel, som kirken havde et par år og inden da fra 1907 et pneumatisk orgel, som blev kasseret i 1968. Det første orgel blev financeret gennem frivillige bidrag fra næsten alle husstande over en årrække, samt et engangsbeløb fra Bjerregrav Sangforening og lensgrevinde Louise Scheel Plessen. Da første rate var betalt til orgelbygger Joh P Andresen & Co i Ringkøbing, kvitterede firmaet ved at sende nøglen til orglet. De skrev ”hoslagt følger 1 nøgle, som vi håber er rigtig. Vi kan ganske vist ikke huske, hvorledes laasen er” Orgelbælgen blev drevet af en aflønnet bælgtræder, indtil der kom el i kirken i 1930. 
I forbindelse med biskop Laubs visitats i 1862 skrives det, at sognepræsten Christiani havde sit eget phys- harmonium med i kirken. Det var et transportabelt instrument stammende fra Frankrig og især udbredt i vækkelsesmenigheder.

Kor og apsis.                                                                                                                                                                                Åbningen mellem skib og det allerhelligste koret har oprindelig sikkert været ganske smal. Korbuen er siden blevet udvidet og kortrinnet af granit er fra 1978. Koret har sengotisk krydshvælv og apsis halvkuppelhvælv. Apsisbuen har profileret kragbånd. I apsisrundingen fandtes i 1979 en blå farve under de nyere kalklag. 

Ligstenen
På nordvæggen i koret er placeret en stor sandsten, som uden tvivl må være en ligsten. Den har tidligere været opsat på den modsatte side af muren, i sakristiet og bærer tydeligt præg af oprindeligt at have ligget på kirkegården eller i gulvet. Inskriptionen er slidt næsten væk.

I de fire hjørner anes evangelistsymboler. Øverst til venstre løven for Marcus, nederst til venstre mennesket for Mattæus, øverst til højre oksen for Lukas og nederst til højre ørnen for Johannes.

Der har været en længere tekst, men her anes nu kun ordet ”Herren”og årstallet ”1602”. I et lodret bånd i stenens højre side læses ordene ”Orate nescitis enim quando tem..” - ”for I ved ikke, hvornår tiden er inde” Det er citat fra Markus-evangeliet kap 13,33 i Biblia Vulgata, den latinske oversættelse af Bibelen.

Hvem er ligstenen over? Der synes at være to våbenskjolde på stenen, men den lokale adel - Skeelerne fra Fussingø - blev begravet i Ålum kirke. Ligstenen mangler desuden de obligatoriske aneskjolde. Våbenskjoldet til højre synes at vise de latinske bogstaver ”S” med et I og et ”H” altså et symbol for navnet Jesus. IHS står for den latinske Ihesus Hominum Salvator – Jesus menneskehedens Frelser eller In Hoc Salus: ”I dette findes frelse”.

Dette samt evangelistsymbolerne og teksten fra Vulgata kunne pege på, at det er en ligsten over en gejstlig. Det må bekræftende fald være provst og mag. Peder Iespersen Wiborg. Han skrev ligtalen over Christen Skeel i 1595. I året 1602 blev provstens datter præstekone i nabosognene Kousted og Råsted og der kom en ny kappelan til Ø.Bjerregrav, men det er næppe begivenheder, som vil blive nævnt på en ligsten. Wiborg dør i 1609, men årstallet kunne referere til hans hustrus død – selv er hans dødsår med tiden blevet slettet fra stenen. 


I 1979 fandtes under restaurering en begravelse i gulvet i koret tæt ved døren til sakristiet, men om der er en sammenhæng med ligstenen vides endnu ikke. 

Skatten under gulvet
Samtidig fandtes 9 mønter i korgulvet, endvidere en stump af endnu en mønt samt forskellige potteskår og fragmenter af grønglaceret glas. Randers var møntby i middelalderen d.v.s der blev slået mønter, men alle mønter fra fundet i kirken er slået andetsteds. Den ældste mønt er fra Svend Grathes regeringsperiode i årene 1146-57, slået i Slesvig. En anden fra Erik Klippings (1259-86), slået i Lund. To er fra Erik Menveds (1286 – 1319), slået i Roskilde og Slesvig. Tre er fra Erik af Pommerens (1397-1439), slået i Næstved og Lund og to er fra Meklenborg, beg af 1400-tallet. Mønterne er nu på Nationalmuseet. 

Det er ikke usædvanligt at finde gl. mønter under kirkegulve. I middelalderen blev mønter udskiftet ofte, måske årligt. Kongemagten tjente på ombytningen og det var derfor forbudt at gemme gamle mønter for at handle med dem. Men alligevel finder man mønter den dag i dag. Fundne mønter kan i sin tid være tabt f.eks i forbindelse med offergaver, givet efter messen eller lagt ned med vilje som opsparing eller skjult for at undgå udplyndring . De fundne mønter spænder tidsmæssigt over en lang periode, så mon ikke møntfundet i kirken er resultatet af flere generationers tab af mønter.

Alterbord og tavle                                                                                                                                       Alterbordsforsiden står i afrenset eg med nogen forgyldning, et dygtigt renæssancearbejde fra begyndelsen af 1600-årene, som tilsyneladende siden er blevet ændret en del og bl.a lidt hårdhændet restaureret.

Det fornemt udskårne panel har på forsiden 3 arkader prydet af relieffer. Det midterste indeholder Arma Kristi, Kristi våben, hvis figurer er passionsredskaber. De to sidefelter har nadvermotiver. I arkaden mod nord: Israels folk, forsamlet omkring påskelammet, rejseklædte og færdige til at drage af sted. Arkaden mod syd: Nadverens indstiftelse Skærtorsdag aften. Arkaderne deles ved hermer (hoveder på søjler) mellem fremspring på fodstykket og hovedprydede bøjler i frisen, der krones af snitværksvulst. Alterbordet har oprindeligt været bredere. Bordpladen er yngre 

 

 


Altertavlen følger i sin nuværende udformning renæssancens skema med et storfelt prydet af maleri på lærred mellem dobbelte søjlesæt, der står mellem fremspring i frise og postament. Tavlen blev afkortet i forbindelse med alterbordets flytning ind under buen mellem kor og apsis i 1937. Der var dengang et udsvejfet topstykke, som blev erstattet af trekantgavlen. Tavlens nuværende bemaling og den gyldne versalindskrift med tekst fra 1 Korintherbrev 10,17 er fra 1937.


De to oliemalerier i kirken har på skift været alterbilleder. Det nuværende blev placeret der igen i 1979-80. Det viser et skjorteklædt barn med glorie og udbredte hænder stående på et fliseguld. I forgrunden ses til venstre noget af et kors og til højre en kalk med en tornekrone om foden. Som baggrund anes en søjlerække i hver side. Under billedet et skriftfelt med bibeltekst fra Matthæus 11, vers 28. Det er formodentlig den 12 årige Jesus i templet.

Det fortælles, at en kvinde - måske præstekonen - skulle havde siddet model, fordi kunstneren ikke evnede at male børn. Kunstneren skal have været enten en søn af sognepræsten C.E.A.Christiani eller en officer, som var bror til ham. Maleriet er signeret F.Christiani. Det kan være sønnen Frits Holger Christiani: Født her 19/7 1848 og død 25/3 1931 i Hellerup. Han blev student i 1866 og cand theol 1873. Først i 1875 blev han kappellan i Majbølle.

Hvornår er billedet malet? C.E.A.Christiani forlader sognet i 1871, men det udelukker ikke, at billedet først er kommet op senere. Ansigtet på Jesusbarnet er meget ungdommeligt. Det kan ikke være Frits Christianis mor, præstekonen Anna Jacobine Foss. Måske er det i stedet hans forlovede Ulrikke Birgitte Marie Pontoppidan f.10/6 1856. De blev gift 10/6 1874 i Nysted. Hun var 15 år gammel i 1871. Hun kan have kendt Frits Christiani allerede på det tidspunkt og have stået model. Kalken på alterbilledet har en stor lighed med Ålum kirkes kalk, ligesom mønsteret i flisegulvet på maleriet minder om flisegulvet i Ålum. Har den unge Christiani, som var lidt naiv og usikker i sin teknik, hentet inspiration i Ålum og måske direkte brugt kirken der som atelier?

Den anden forklaring er, at kunstneren skulle være oberst Christiani, som var i familie med - måske bror til sognepræsten. Det er i givet fald Frederik Christian Christiani  født 1819 og død 1888. Han deltog som officer  i begge Slesvigske Krige, blev kaptajn i 1850 og var med i de voldsomme kamphandlinger med 8 Brigade den 18 april 1864, hvor han var chef for Peder Jensen, som er mindet andetsteds i kirken. F.C Christiani blev kendt som korttegner og udarbejdede flotte skolekort. Navnet svarer til signaturen på alterbilledet, men han blev først oberst i 1871 og afskediget i 1882. Så skulle han havde malet billedet i 1871 – samme år, som sognepræst Christiani forlader Ø.Bjerregrav – og imens han stadig var aktiv tjenestegørende officer. Hvem var i så fald den unge kvindelige model? Næppe præstekonen. Og er historien i det hele taget sand? 

Alterkalken                                                                                                                                                                                   Alterkalken bærer årstallet 1703 og mestermærket IP. Det må være Johan Henriksen Plum, Århus. Han har lavet kirkesølv til flere kirker i stiftet. På kalkens fod er indgraveret det skeelske våben med bogstaverne C.A.S. (Charlotte Amalie Skeel) og det plessenske våben med bogstaverne C.L.V.P (Christian Ludvig von Plessen) De blev ægteviede i Hamborg 1702 og antog navnet Scheel von Plessen. Parret boede på Fussingø til 1725 og ligger nu begravet i de to prægtige italienske marmorsarkofager i Ålum.

Kalken er forgyldt indeni og ligeledes læberanden foroven – med andre ord alt, hvad der direkte kommer i berøring med altervinen, Kristi blod. Midt på kalkens sekskantede stilk findes knoppen, som er omkranset af små englehoveder. På den traditionelt brede fod ses på den ene side givernes navnetræk og våbenskjolde, samt årstallet 1703. På den anden side af foden er anbragt et forgyldt krucifiks. Alterkalken blev indtil foråret 1938 brugt som fælleskalk. Derefter blev der indkøbt særkalke i Kbh og af guldsmed Bræmer Jensen, Randers lavet en indsats til alterkalken, så den kan bruges som kande. 


Til kirken hører et hjemmeberettelsessæt, en kalk, bægre og flaske, som præsten kan tage med til hjemmealtergang. Kalken er fremstillet i København og bærer mestermærke for sølvsmeden Andreas Holm 1805, men gurdeinstemplinger for Peter Nicolai von Haven med Københavns bymærke 1734. En guardein var i perioden fra 1679-1904 en officiel embedsmand, som havde ansvaret for at guld og sølv havde den rette lødighed. Han proberede med sin probernål, med hvilken han udtog prøver af metallet. Sølvtøj og guldarbejder blev forsynet med et stempel, månedsmærke, bymærke og mestermærke, hvis det blev fundet i orden. Sølvsmeden Andreas Holm svindlede imidlertid for at undgå udgiften til guardeinen – også da han fremstillede kalken til Ø.Bjerregrav kirke. Årstallene stemmer ikke. Andreas Holm var tidligere københavnerlaugets oldermand, men det afholdt ham ikke fra at skære stempler ud af ældre genstande, som var kasserede og skulle smeltes. Det var billigere for ham end den påbudte stempelafgift for guardeinens afprøvning af hvert nyt arbejde.

Sakristiet.                                                                                                                                                                                          Sakristiet i vore kirker er en senmiddelalderlig tilbygning, som har haft forskellige funktioner. Det har oprindeligt været præsteværelse, hvor der også var mulighed for skriftemål. Her opbevaredes bøgerne, kirkeklæderne og de hellige kar. Men i Ø. Bjerregrav fandt det siden anden anvendelse. I biskop Søren Lintrups Visitatsbog fra 1723 er anført, at sakristiet er opfyldt med de forrige præsters og deres familiers lig. De må efterfølgende være blevet gravsat på kirkegården. Ligstenen, som nu er indsat i nordvæggen i koret, har formodentligt tidligere været placeret i sakristiets sydvæg. I foråret 1918 blev sakristiet omdannet til egentligt ligkapel, døråbningen mod koret blev tilmuret og pudset og der blev lavet en portal i dets nordre gavl til indgang. Det tjente som ligkapel indtil efteråret 2008. Døren mellem kor og sakristi blev genåbnet i 1979. I sakristiet ses en samling fotos af sognepræster og hjælpepræster (kapellaner) ved kirken. Rummet er hvælvet som tårnrummet

Tårnet indvendigt                                                                                                                                                     Kirketårnet er inddelt i 4 stokværk. Nederste stokværk indgår i kirkens skib – det er tårnrummet med orglet, adskilt fra skibet med en massiv bue. – det er her, at kirken er blevet udvidet mod vest. 2.stokværk over hvælvet har glugger mod vest og syd, mod nord er en romansk vinduesindfatning i granit blevet genanvendt. 

Der er her til byggeriet af tårnet anvendt utilhuggede marksten. Firkantede huller i murværket er bomhuller til stilladset, hvor granrafterne blev stukket ind, da tårnet blev bygget. Muren til skibet har en falset fladbuet døråbning mod øst i en rundbuet – mod vest - i en spidsbuet niche. Er det rester af den gamle vestgavl? 

 

På kirkeloftet.                                                                                                                                                                                   På loftet over kirken skib ses et tagværk, som har den gl romanske konstruktion. Det er en konstruktion af egebjælker med spær og hanebånd samlet (bladet) med fornaglet blad i udskæring. Kirken blev udvidet med tårn, våbenhus og sakristi men der har formodentligt ikke været nogen grund til at ændre de eksisterende tagværker. 


På loftet står bl.a en del af det gl orgel fra 1907 og et hjul fra et hejseværk, som blev taget i brug ved kalkning af kirken. Trappen, som fører op til 3 stokværk, er fra 2006. Klokkestolen har tidligere været her, men er siden flyttet ovenpå i klokkestokværket. Klokkestolen gennemgik en renovering i år 2006. Klokken er fra 1920, bekostet af Geheimerådskonferensinde Scheel von Plessen fra Fussingø.

Vievandskarret i Hvidsten                                                                                                                                                                                 Der har tidligere stået et vievandskar i kirken – højde 45 cm + sokkel, diameter 48 cm. Det blev på et tidspunkt efter reformationen fjernet og vides anvendt som fodertrug til svin på en gård i Ø.Bjerregrav i 1800-tallet. Ved et ejerskifte blev det af gårdejeren medtaget til Mosbjerggaard, Helsted Mark i Borup sogn i 1892 og omkring pinsen 1936 foræret til kroejer Marius Fiil, Hvidsten Kro

Kilder:
Præstegårdsarkivet: Byggemøderapporter fra restaureringen i 1979
Arkivet i Nationalmuseets 2 afd.
Niels Brøndum: "Bjerregrav i 1864" Purhus Lokalarkivs årsskrift 1984 

Den danske Kirkeordinans af 1539
Kirkehistoriske Samlinger 1954, 1956, 1957, 1967, 1981
Mailkorrespondence med cand Mag Ebbe Nyborg, Nationalmuseet (redaktør af "Danmarks Kirker") marts 2012

SAMLET aktivitetskalender

Øster Bjerregrav - har meget at byde på

To ildsjæle lagde grunden til et ambitiøst projekt om at få en by-park, en bevægelsespark, en skaterpark og en ny sportsplads/multibane til byen ...

 

Læs mere her

 

Ny i Øster Bjerregrav?

Velkommen til byen og området. Vi håber du vil falde til, og at du vil nyde godt af de mange tilbud i vores by.

 

Læs mere her