Den 22. juni 1822 var retten sat i Bjerregrav præstegård. Pastor Sinding skulle forhøre 3 af byens kvinder, Maren Pedersdatter, Marie From og Poul Jespersens hustru – hun mødte ikke op - i en sag om aggressiv adfærd over for skolens lærer, hr. Briem.  Tilstede var også to af byens mænd samt en sekretær, der nedskrev spørgsmål og svar.

Begivenhederne begyndte en sommerdag i skolens klasselokale, da læreren bemærkede, at Maren Pedersdatters Maren ikke var mødt. Hr. Briem bad nabopigen Sophie, datter af Marie From fortælle hvorfor og fik at vide, at Maren var syg.  
 

Bjerregrav gamle skole fra 1862. Her lå byens første skole fra ca. 1770.	Pastor Briem

 

Senere på dagen fandt hr. Briem ud af, at dette ikke var sandt. Han hentede tampen og som straf for at have løjet for læreren, fik hun nogle slag bagi.

Det fik de 3 kvinder hurtigt at vide, og skønt de godt var klar over, at læreren var i sin gode ret til at revse sine elever, var de blevet så opbragte over hr. Briems handling, som de fandt urimelig, at de mødte op på skolen, hvor de ophidsede og i stærke vendinger bebrejdede læreren, at han havde pisket Sophie. ”Ingen fornuftig mand skulle piske pigen sådan”. Maren skulle endda have råbt.” Når min datter bliver således behandlet, så skal hun holdes hjemme fra skole”.

De to fremmødte kvinder blev spurgt, om de havde set, at Poul Jespersens kone til sidst havde kastet nogle penge til læreren og opfordret ham til eftergivenhed – åbenbart et forsøg på at bestikke sig til at kommehelskindet ud af sagen. Det måtte de sige ja til.

Til sidst under forhøret prøvede Maren og Marie tilsyneladende at kaste noget af skylden for deres handlinger over på den fraværende kvinde ved at understrege, at det var hende, der havde ophidset dem til at opsøge læreren.

Sekretæren slutter sit referat således:

Paa det Spørgsmaal ,om  de havde noget at fremføre til deres Retfærdiggjørelse eller Undskyldning, svarte Maren Intet, men Marie From sagde, at hun ikke kunde taale at straffe Barnet Sophie.

Hvad der egentligt hændte den sommerdag, er ikke helt klart. De to kvinder blev afhørt hver for sig, og deres svar stemmer ikke altid overens. Og med hensyn til hvilken afgørelse retten kom til, så må jeg desværre sige, at den afgørelse fremgår ikke af den afskrift fra protokollen, som pastor Jensen lavede. Sandsynligvis blev det en betydelig bødestraf.

Man kan undre sig over, at striden mellem læreren og mødrene skulle komme så vidt. Men for hr. Briem og skolen må det have været vigtigt at slå fast, at hjemmene havde overskredet en grænse, og at man ikke ustraffet skulle true en myndighedsperson.

Hr. Briem var både lærer ved byens skole og kapellan (hjælpepræst) ved kirken. Desuden var han digter og skrev naturromantiske digte om egnen, især om Fussingø. Her et vers om byens skole skrevet i en højstemt og noget sødladen stil. Beskrivelsen af de glade børn i skolen står i kontrast til den mere barske hverdag for børnene, som sagen om Sophie er udtryk for.

 

”Hvis er det venlige Huus, halvt skjult af Syrener og Æske?

Lav er landlige Væg, malet i Tavler saa net.

Liden er Haugen, hver Plet omhyggelig fredet og plejet.

Under frugtrigt Træ smiler saamangen en Blomst,

Gjennem titpolerede Glar Gardinerne straale,

Her gad jeg leve og døe – hvis er det venlige Huus?

Det er jo Skolen, hvis skinnende Gavl Smaabørnene kjende.

Daglig samles de her, glade og glædende selv.

Øves i barnlig Flid til vordende Dyder og Gudsfrygt;

 

Skrevet af Harald Bertelsen.

Kilde:

Fra Purhus Lokalarkiv: Pastor Jensens optegnelser