Fattighus og fattiggård

Fattige, syge, gamle og andre svage grupper blev gennem århundreder hjulpet af familien og måtte ofte ty til tiggeri for at overleve.

Fattighus

Fra 1700-tallet blev der rundt i landet opført fattighuse, ofte sponsoreret af sognets godsejer. Det er sandsynligvis også sket i Bjerregrav. I 1640 skænkede godsfruen Berte Friis en formue til at begynde en almindelig undervisning i Bjerregrav samt til ”fattige og husarme”. Men et fattighus er nok startet senere.
I pastor Jensens optegnelser fortælles om ”fattighuset, som lå fortil i byens sandgrav og bestod af et 5 fags hus for 4 familier med fælles køkken, hvilket ikke forhøjede den indbyrdes fred og gode forståelse”.
Han noterer ikke hvor langt tilbage i tiden, vi befinder os, men det er nok i sidste halvdel af 1800-tallet.
Fattighuset – eller kommunehuset – lå altså overfor kirken. Præsten beretter om de mange beboere, der var stuvet sammen her på sognets regning og ellers klarede sig ved småjobs. Bl.a. om sadelmager Jesper, der var kagemand og snu nok til at få sine kager solgt.
Jeg har ikke kunnet finde frem til, hvornår fattighuset blev nedlagt. Sandsynligt er det vel, at det skete i forbindelse med, at fattiggården blev oprettet.



Fattiggård
Midt i 1800-tallet blev de sociale problemer massive, og mange kom i stor nød. Der blev skabt en lovgivning for oprettelse af fattiggårde. I 1869 vedtog Bjerregrav og Ålum sogne at købe en gård på Grovebakken, der skulle på tvangsauktion. Et par år senere flyttede ”lemmerne” så ind.
Tanken bag fattiggården var helt anderledes end for fattighuset. Hvor den sidste vel kan sammenlignes med krigstidens husvildebarak, så minder den første ikke så lidt om et åbent fængsel!
I princippet skulle fattiggården klare sig selv økonomisk ved, at lemmerne deltog i gårdens produktion, ved småhåndværk, og ved at alle deltog i det daglige med det, man kunne magte.
En bestyrer holdt beboerne i stramme tøjler. Der skulle gives tilladelse til at forlade stedet og udeblivelse blev straffet, Dagen var skemalagt fra morgenvækning til sengetid.
Ugens madskema så således ud:

Søndag: Grød og en smørklat
Mandag: Kål eller ærter med flæsk eller kød
Tirsdag: Vælling og pandekager
Onsdag: Kål eller ærter og stegt flæsk
Torsdag: Grød og kartofler med dyppelse
Fredag: Kål eller ærter eller hvidkålssuppe med flæsk eller kød
Lørdag: Kål eller ærter eller hvidkålssuppe og kartofler med dyppelse
Aftensmaden var altid grød med varm eller kold mælk.

Der var strenge regler for bordskik og god opførsel, og der blevet slået ned på druk og usømmelig adfærd. Bestyreren havde ret til at afstraffe lemmerne, såfremt disse udviste opsætsighed.
For mange har al denne umyndiggørelse sikkert været værre end den triste hverdag. Mange fattige og syge forsøgte at undgå en anbringelse. Så hellere hutle sig igennem ved skjult tiggeri.
Fra ca. 1890 faldt antallet af lemmer, og mange fattiggårde lukkede de kommende år. Det skyldtes ikke blot uviljen mod at skulle leve under de strenge regler. Der var kommet en lov om bedre forsørgelse for fattige og ældre. Mange fik arbejde i den voksende industri. Desuden var det netop i disse år, at udvandringen toppede.
Det er lidt uklart, hvornår fattiggården i Over Fussing endelig lukkede, men der var stadig enkelte lemmer tilbage i 30érne. Fattiggården blev dermed en af de sidste i Danmark.
Gården på Grovebakken er nu en moderne svinefarm, men omtales endnu af ældre bjerregravboere som fattiggården.

Kilder: Fra Purhus Lokalarkiv
Pastor Jensens optegnelser
Marie Kjeldsen: På samfundets bund

Harald Bertelsen


Billede af fattiggården modtages gerne.
toveharald@gmail.com