P. Kaarup

 

Tidligere havde hver landsby med respekt for sig selv en original, som var en del af byens fælles identitet.

Han var en person, man sammen kunne more sig over og fortælle anekdoter om, fordi hans normer, adfærd, eller interesser var anderledes. Janteloven var trods alt ikke stærkere, end at han blev accepteret som et festligt og anderledes indslag i byens liv.

P. Kaarup – Peder Pedersen Kaarup – var en sådan original. Født 1880, gift 1907 med Kathrine, som han levede med i et barnløst ægteskab til sin død i 1971 i et hus, Bredgade 13a i Bjerregrav.

 

 

 

 

 

Han blev byens altmuligmand, der kunne klare mange praktiske udfordringer.

I en stue havde han en lille høkerbutik, hvorfra han solgte almindelige dagligvarer – altid kun mod kontant, hvad der var usædvanligt dengang. Engang kom den nye præsts tjenestepige ind med en kurv og en dosmerseddel. Da hun senere vendte tilbage for at hente den fyldte kurv, fortalte hun P. Kaarup, at præsten ville komme forbi og betale.                                     

 P.K satte kurven til side og sagde: ”Kurven bliver her til præsten har betalt!”

Det var et typisk træk hos ham ikke lade sig noget byde og holde på sine principper – også når det gjaldt præsten.

 

Engang fandt PK, at lodderne til hans vægt så grimme ud, rustne som de var, så han malede dem pænt. En dag kom der vægtkontrol, og embedsmanden måtte påtale, at vægten nu ikke passede længere! ”Det kan da godt være”, sagde PK, ”men jeg er sælger, så det lodderne vejer for meget skader kun mig selv”! Om han kom til at fjerne malingen, kunne min hjemmelsmand desværre ikke berette. 

 

Uden for butikken havde han salg af benzin, og en sen aften forsøgte en bilist forgæves at få PK til at sælge sig benzin fra anlægget, men PK ville ikke lade sig koste ud af sin gode seng. Næste dag ringede benzinselskabet ham op og foreholdt ham, at det var hans pligt at betjene kunderne, når de havde behov for benzin. Ellers ville selskabet være nødt til at fjerne anlægget. ” I kan fjerne det hele i morgen”, svarede PK, og det skete.  

 

 

 

 

                                   

                                                  P. Kaarups Ford T årgang 1927

 

 

Per Kaarup var fascineret af teknik, herunder biler. For 2500 kr. anskaffede han sig en Ford T i 1929 som han passede og plejede. Om vinteren tog han motoren ud og satte den ind i varmen, bilen kørte han helst ikke ud i regnvejr. Som det ses på billedet, var der på nummerpladen et X. Det viste, at bilen vejede under 1450 kg og derfor havde tilladelse til at køre på den tids dårligt funderede biveje. En ung betjent stoppede ham mange år senere på landevejen og forklarede ham det ulovlige i at køre rundt med en ureglementeret nummerplade. ”Ja”, gnækkede P. Kaarup, ”men det har jeg nu fået lov til af politimesteren”. 

Mange år senere forsøgte Nellemann at købe hans flotte bil eller få ham til at bytte – den var nu blevet en veteranbil. Men han ville ikke sælge. ”Penge vil jeg ikke ha´”, sagde han, ”jeg har døj´ nok med at få brugt dem jeg har, og en ny bil kan jeg ikke finde ud af”.

Da han solgte den velholdte bil i 1960 var det med fortjeneste. Han fik 3000 kr. for Forden.

 

I sin natbordsskuffe havde han altid en revolver liggende – skarpladt. ”Der kunne jo komme en tyv ind ad døren”, sagde han som forklaring, ”Og så skyder jeg”! Han havde en våbentilladelse – det hang måske sammen med, at han under besættelsen havde våben gemt under gulvbrædderne. Han og en ven drev en noget speciel form for jagt: I mosehullerne udså de sig de store gedder, og så gjaldt det om med deres revolvere at få ram på ”dyret”.

 

Ved siden af arbejdet som høker, havde PK andre gøremål. Folk fik fat i ham, når grisen skulle slagtes, og skulle stuen tapetseres eller males eller skulle noget dekoreres, så klarede han også det.

 

Dette vægmaleri er en del af en frise med landskabsmotiver, som han malede i entreen til

Solhøjen 1.

 

 

 

 

 

 

 

Ure og udskæring havde hans store interesse. I hans lille værksted blev byens ure repareret, og her skar han piber af træet fra sit gamle pæretræ. Bl.a. en pibe med Staunings kontrafej for enden. I haven havde han mellem sine mange frugttræer anbragt skulpturer, han havde lavet i beton. Sammen med sin ven og jagtkammerat, Niels Poulsen, lavede han den store genforeningssten, som i mange år stod overfor den gamle skole.

 

En mand der holder på sin ret må naturligvis kende grundloven, så P. Kaarup satte sig grundigt ind i rigets grundlov. Når man kan citere sine frihedsrettigheder, står man vel også stærkere? 

 

Når ældre bjerregravborgere fortæller om P. Kaarup, så får man nu ikke indtryk af en stridbar person, men om en mand, der på sin egen skæve facon var en accepteret del af landsbysamfundet. ”Har du hørt den sidste om P. Kaarup”? Sådan er det sikkert ofte blevet spurgt i festligt lag, eller når man mødtes i Brugsen

 

 

P. Kaarup og Kathrine

 

 

Kilder: Fotos fra Purhus Lokalarkiv

             Ældre borgere, især Børge Stærk Christensen

 

Harald Bertelsen