I arkivet findes et ret omfattende materiale fra krigen i 1864, hvor Bjerregrav fik indkvartering af preussiske tropper flere gange.

Fra Bjerregrav sogn var der to der faldt, og der er mindetavler for dem i Bjerregrav kirke.

Den ene hed Peder Jensen og var fra en gård i Neder Bjerregrav. Han faldt ved Dybbøl den 18/4 1864. Den anden hed Jacob Lassen og døde på infirmeri den 5/4 1864 af tyfus. Han skulle efter oplysning være en broder til Anders Venning, der levede i Bjerregrav først i 1900-tallet.

Den 20/4 1864, altså 2 dage efter hovedslaget ved Dybbøl, blev der nedsat forskellige kommiteer i Bjerregrav med det formål at sørge for indkvartering og rekvisitioner, man var åbenbart forberedt på, at tyskerne kunne komme når som helst.

Den 21/5 1864 kommer de første preussiske tropper, og det er ca. en måned efter, at Dybbøl er faldet.

Midt på sommeren var der våbenstilstand, og ved forhandlinger, der foregik i London med englænderne som mæglere, kunne Danmark kunne have fået ca. den samme sydgrænse som i dag. (Flensborg skulle efter denne forhandling med, men Tønder afstås til tyskerne.)

Af de mange fortrædeligheder, der berettes om, var oprettelsen af hestedepoter, både i Bjerregrav og på Fussingø de værste.

De første heste kom den 16/7 1864, og der kom flest om sommeren, hvor der skulle have været o. 600 heste. Dog var det mest tyngende, da hestedepotet vendte tilbage i oktober/november. Antallet var ganske vist faldet meget, der menes gennemsnitligt at have været 76 heste, men nu var høsten jo bjerget for så at blive ædt op af tyskernes heste.

Der klages endvidere over store ødelæggelser af krybber, skillerum, optrådte græsmarker, foruden at der blev slæbt sygdomme hertil, som medførte, at mange heste døde.

De mange heste var for en stor del stjålet, bl.a. har jeg hørt om, at bønderne i nærheden af Frijsenborg red ind i Frijsenborgskoven med deres heste, men tyskerne red bagefter og tog hestene.

Fra samme kilde berettes der om nogle bønder fra Sandby ved Hadsten, at de skjulte deres heste i et krat, holdt vagt ved dem i flere dage og undgik derved at få hestene stjålet.

I Arkivet findes en glimrende beskrivelse af forholdene i 1864. Den er gengivet i ”Historisk Samfund for Viborg Amt” 1964 og skrevet af gdr. Anders Andersen Madsen, født i Bjerregrav 21/10 1818 og død i Over Fussing 26/3 1884.

Fra o. 1850 ejede han ”Gråstenagergård”i Over Fussing, Overfussingvej 30. Han beretter om de gange, de havde indkvartering og giver karakteristik af de forskellige kompagnier.

Af 1. kompagni Augustagarde, som kom 31/7 1864 og var på gården til 7/8 -64, havde de 10 mand, der var meget høje, men tillige meget ubehagelige folk. Anders Madsen beskriver dem som et rigtigt røverkorps, som i modsætning til 6 mand, som de senere havde indkvarteret, og som var fra 10. regiment 11. komp. Om dem skriver Anders Madsen: ”men de var mere flinke end de store gardere.”

Hestedepotet og de fortrædeligheder det medførte, berettes der om, og hvad der ligeledes har været tyngende, har været den megen kørsel, som tyskerne forlangte, både til Randers efter proviant til mennesker og dyr, men i øvrigt kørsel af enhver art.

Tyskerne eller preusserne forlangte megen opvartning, de var herrer i landet!

Kvinderne måtte lave mad og kaffe til dem hele dagen: ”Thi de vare store kaffedrikkere, smør smurte de på så tykt som brødet selv og med store kødpølser lagt på.” De var simpelthen nogle store fråsere.

Anders Madsen skriver også om, hvordan han i 1864, han har da været 46 år, blev beordret til at møde kl. 2.30 om morgenen ved Bjerregrav skole med bespændt vogn, herefter kørte han en løjtnant til Fussingø og andre steder. Løjtnanten gik dels på jagt, fiskede og besøgte en anden løjtnant. Først kl. 4 om eftermiddagen var Anders Madsen hjemme igen.

I arkivmaterialet berettes om nogle hestetrækkere eller kobbelknægte, som tyskerne kaldte dem. Disse mennesker blev betragtet som medløbere og var meget upopulære. De fik stor betaling for deres arbejde, desforuden kosten, brændevin, tobak, ja alt hvad de ønskede sig. Man ærgrede sig umådeligt over disse sjovere, der tjente godt og samtidigt spillede herre over befolkningen.

Krigen sluttede som bekendt med tabet af Sønderjylland op til Kongeåen. Den 18/11 1864 rejste tyskerne fra Bjerregrav.

Efter opfordring fra Indenrigsministeriet blev der udarbejdet en opgørelse over erstatningskravene, og disse var allerede klar fra december 1864.

Den samlede opgørelse for Bjerregrav sogn ser således ud:

 

Priserne på de mest anvendte produkter og tjenesteydelser var:

1 tønde rug                                                 ca. 5 rdl.

1 ko                                                           ca. 36 rdl.

1 hest                                                        ca. 243 rdl.

Dagløn til en smed med værktøj                      3 rdl.

Vognpark i Viborg pr. døgn                              3 rdl.   

Vognpark i Bjerregrav pr døgn                         1 rdl.

Mundforplejning for en officer                         3 m.

Mundforplejning for en underofficer                2 m.

Mundforplejning for en menig                  1 m. 8 sk.

Seng med lagner og håndklæder                       8.sk.

 

Graaagergaard var i Anders Madsens slægts eje til først i 20verne, i 1925 er der ifølge folketællingerne nye ejere.

Ovenstående artikel er skrevet af Niels Brøndum til Purhus Lokalarkivs årsskrift i 1984.

 

Tyskernes besættelse af Bjerregrav i 1864 fik et efterspil med byens præst, Emil Christiani som hovedperson.

Emil Christiani

Christiani var byens grundtvigianske præst fra 1846 – 71. I samtiden beskrevet som Danmarks mest veltalende præst, der kunne samle fulde huse, hvor han kom. Men også ilter og kontant, hvad der kunne føre til konflikter.

Og en sådan konflikt opstod i forbindelse med den tyske besættelse af Bjerregrav.

 Præstens stærke nationale sindelag fik ham til offentligt at give udtryk for sin modvilje mod besættelsesmagten, så han måtte finde sig i, at en tysk soldat ledsagede ham, når han var i tjenstligt ærinde. Han blev overvåget.

Christiani var fortørnet over, at hans sognebørn, efter hans opfattelse, så modløst og uden protester lod sig udnytte at besættelsesmagten. Det fik ham til at begå en handling, der kom til at gå over i dansk kirkehistorie.

En præst har foruden kirkebogen også en kaldsbog, hvori han kan notere tjenstlige forhold. I kirkebogen må der kun stå, hvad der kan indføres i rubrikkerne. Det er særdeles vanskeligt at få lov til at ændre noget, som er indført, og der må slet ikke være personlige kommentarer.

Men Christiani måtte have luft for sin vrede og ubehag. Derfor skrev han i 1864 bag i kirkebogen på en hvid side nogle meget kontante bemærkninger. Her omtalte han blandt andet byens bønder som feje og uden nationalt sindelag.

Christiani følte sig ikke længere hjemme i byen, og han søgte og fik i 1871 et nyt kald i Nysted.

Da hans efterfølger i Bjerregrav, pastor Boisen opdagede Christianis bemærkninger, sendte han en afskrift til ministeriet, og det satte en proces i gang. Bønderne fik kendskab til sagen og blev rasende. De krævede siden klippet ud. Det kirkelige system beordrede Christiani til at undskylde overfor bønderne, hvad han gjorde. Men bønderne fik gennemtrumfet, at siden under overværelse af pastor Boisen, provst og to bønder blev klippet ud og destrueret.

Det blev den første og eneste gang i dansk kirkehistorie, at der er blevet klippet en kirkebog.

Emil Christiani døde i 1901 og blev begravet i Bjerregrav.

Harald Bertelsen

Kilder:

Erik Nørr: Kritiske bemærkninger i kirkebogen

Anders Andersen Madsen (Gråstenagergård Over Fussing): En gårdmands optegnelser