Foredrag
Med
havets kæmper på jagt
ved
sansefysiolog Peter Teglberg Madsen
I verdenshavene lever Jordens største dyr. Langt til havs
har de indtil for få år siden levet et skjult og hemmeligt liv.
Men ny
teknologi giver forskerne enestående muligheder for at studere hvalerne mens de
jager i havets dybder.
Hvaler udgør de største dyr der nogensinde har levet på
Jorden, og er med deres ekstreme tilpasninger til et liv i vand nogle
af de
mest enestående pattedyr.
De er tidligere blevet set som flydende oliedepoter
og blev jaget til næsten udryddelse, men i dag er der en stigende forståelse
for at økosystemerne til havs er helt afhængige af hvaler som toprovdyr.
I mange år har forskere kun kunnet få indsigt i hvalernes
liv ved at studere dem i den korte tid de befinder sig ved havoverfladen
eller
ved at dissekere døde hvaler og herudfra gætte sig til hvordan de lever. Men ny
teknologi, med droner og med måleudstyr
som sættes på hvalerne med sugekopper,
giver nu forskerne enestående muligheder for at studere hvalernes biologi mens
de jager
på store dybder langt til havs.
I løbet af foredraget tager vi blandt andet med verdens
mindste hval, marsvinet, på jagt i danske farvande, og med dybvandskameraer
prøver vi at forstå hvordan verdens største tandhval, kaskelothvalen, finder
mad mens den jager på mere end 1.000 meters dybde.
Du vil også høre om hvordan
en grønlandshval undgår at fryse ihjel mens den lever af milliarder af bittesmå
byttedyr i Diskobugten,
og hvordan en pukkelhvalsmor kan føde og die en unge
uden at spise noget i et halvt år. Undervejs vil vi også kaste lys over
hvordan
vi fremadrettet kan leve i bæredygtig sameksistens med disse vigtige toprovdyr
i en verden under forandring.